Nordsøenheden er den statslige enhed, der administrerer Nordsøfonden. Fonden er statens deltager i nye tilladelser til efterforskning og produktion af olie og naturgas i Danmark.
Fra første koncessionsrunde i 1984 har staten deltaget i alle tildelte tilladelser. DONG varetager statsdeltagelsen i tilladelser udstedt til og med 2004, mens rollen som statsdeltager i tilladelser udstedt fra og med 2005 varetages af Nordsøfonden. Nordsøfonden er i dag 20 pct. partner i alle nyere danske olie- og gastilladelser – pt. 19 tilladelser.
Nordsøfondens funktionNordsøfonden deltager i tekniske, økonomiske, juridiske og kommercielle drøftelser med operatøren og øvrige partnere i tilladelserne om, hvilke efterforsknings- og indvindingsaktiviteter, der skal iværksættes. Drøftelserne danner grundlag for en lang række beslutninger af betydning for fremtidige indtægter og udgifter. Det er Nordsøfondens mål at medvirke til at sikre staten et så højt økonomisk udbytte som muligt af fondens deltagelse. Nordsøfonden skal derfor være en aktiv og kompetent samarbejdspartner, der fremmer en sammenhængende og omkostningsbevidst efterforskning og produktion i Danmark.
Nordsøfonden har via sin brede deltagelse i tilladelserne kendskab til de mange rettighedshaveres aktiviteter og planer og kan herigennem bidrage til koordinering af viden om efterforskning og produktion af olie og gas i Danmark. Dette er til gavn for statens samlede viden om undergrunden og kan samtidig give et væsentligt bidrag til rettighedshavernes beslutningsgrundlag.
OrganisationUd over at deltage i alle nyere olie- og gastilladelser bliver Nordsøfonden i 2012 også 20 pct. partner i Dansk Undergrunds Consortium (DUC) sammen med A.P. Møller - Mærsk, Shell og Chevron. I de kommende år skal Nordsøfonden derfor opbygge en organisation, der på kvalificeret vis kan varetage statens overtagelse af denne andel i DUC.
Nordsøfonden er en lille organisation, der trækker på eksisterende statslig ekspertise, herunder navnlig fra Energistyrelsen og GEUS samt ekspertviden fra den private olie- og gasindustri. Nordsøenheden, som hører under Klima- og Energiministeriet, varetager Nordsøfondens interesser.
Nordsøfonden og Nordsøenheden er oprettet ved
lov nr. 587 af 24. juni 2005 (lovforslag med tilhørende bemærkninger). Vedtægterne for fonden fremgår af bekendtgørelse nr. 710 af 21. juni 2007.
Nordsøenheden ledes af direktør Peter Helmer Steen og har til huse på samme adresse som Energistyrelsen.