Vurdering af Virkninger på Miljøet (VVM)

Redegørelse for vurderinger af virkning på miljøet - VVM - offentliggøres for projekter for nye offshoreanlæg eller rørledninger.

Valdemar platformen i NordsøenProjekter til indvinding af kulbrinter og etablering af rørledninger

Ved ansøgning om tilladelse til eller godkendelse af projekter til indvinding af kulbrinter og til etablering af rørledninger på dansk søterritorium og kontinentalsokkelområde skal der oftest udarbejdes en redegørelse om vurdering af virkningerne på miljøet (VVM-redegørelse). 

Der skal foreligge en VVM-redegørelse, inden Energistyrelsen kan give tilladelse til eller godkendelse af større projekter efter undergrundslovens §§ 10, 17, 23 d, 23 k, 23 u og 28 og kontinentalsokkellovens § 4 samt § 2 i bekendtgørelse om visse rørledningsanlæg til transport af kulbrinter på søterritoriet og på kontinentalsoklen. De nærmere regler om dette findes i bekendtgørelse nr. 684 af 23. juni 2011 om VVM, konsekvensvurdering vedrørende internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter ved projekter offshore om efterforskning og indvinding af kulbrinter, lagring i undergrunden, rørledninger, m.v. 


Offentliggørelser i aviser
Oplysning om en ansøgning og den tilhørende VVM-redgørelse offentliggøres i landsdækkende aviser og på Energistyrelsens hjemmeside, så alle har mulighed for at give bemærkninger til Energistyrelsen om VVM-redegørelsen i en høringsfase på mindst 8 uger.

Når afgørelse er truffet skal oplysning herom offentliggøres i de samme aviser, som oplysning om ansøgningen har været offentliggjort i.

Klageadgang om miljømæssige forhold
Enhver, der har en væsentlig og individuel interesse i afgørelsen, kan inden fire uger klage skriftligt til Energiklagenævnet over de miljømæssige forhold i afgørelsen.

Også lokale og landsdækkende foreninger eller organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan klage. Det samme gælder lokale og landsdækkende foreninger, der varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører disse interesser.
 
Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation