Nordsøaftalen

Den 29. september 2003 indgik staten en aftale med A.P. Møller Mærsk om en fortsættelse af Eneretsbevillingen frem til 2042. Den såkaldte Nordsøaftale fastlagde de fremtidige rammer for aktiviteterne i Nordsøen. Det indebar en omlægning af skattesystemet samt at staten fra den 9. juli 2012 skal indtræde som partner i Eneretsbevillingen med en andel på 20 pct.

Konsekvenser af aftalen
Nordsøaftalen trådte i kraft den 1. januar 2004 og har en løbetid på knap 40 år. I forbindelse med indgåelsen af aftalen blev der, for at skabe det bedst mulige beslutningsgrundlag, foretaget beregninger på konsekvenserne af en aftale.

For at kunne lave konsekvensberegninger af aftalen blev der forudsat en række forhold vedrørende eksempelvis olieproduktion, oliepriser, investeringer mm. Forudsætninger var grundstenene i beregningerne. Da det er vanskeligt at forudsige, hvordan den faktiske udvikling kommer til at foregå, blev der endvidere foretaget følsomhedsberegninger ud fra ændringer i centrale parametre. De parametre, der især påvirker statens og selskabernes indtjening fra Nordsøen, er produktionen af olie samt olieprisen.

Udvikling siden aftalen
Her er vist udviklingen i disse parametre siden indgåelsen af aftalen sammenlignet med forudsætningerne brugt i forbindelse med forhandling af Nordsøaftalen.

Til brug for beregningerne fastlagde man tre olieproduktionsscenarier, lav-, middel-, og højscenarium. På samme måde beregnede man seks følsomhedsforløb i tillæg til middelscenariet, for at tage højde for usikkerheden omkring udviklingen i oliepriserne.

I denne figur er opstillet et søjlediagram, hvor de forskellige parametre er angivet i forhold til, hvordan de var forudsat i middelscenariet.