Regler og vejledninger om sikkerhed og sundhed på offshoreanlæg

En række love og regler regulerer sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold på offshoreanlæg m.v.

Offshoresikkerhedsloven (OSL)
Lov nr. 1424 af 21. december 2005 om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter (offshoresikkerhedslov), som ændret med lov nr. 107 af 7. februar 2007, lov nr. 512 af 6. juni 2007, § 32, lov nr. 1400 af 27. december 2008, § 1, samt lov nr. 287 af 15. april 2009.

Loven regulerer offshoreanlægs sikkerhed, arbejdsmiljøet på anlæggene samt andre forhold af sundhedsmæssig betydning. Loven træder i stedet for arbejdsmiljøloven, som ikke gælder på offshoreanlæg.

Undergrundsloven
Lov om anvendelse af Danmarks undergrund (undergrundsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 889 af 4. juli 2007, som er ændret ved § 2 i lov nr. 1400 af 27. december 2008, ved § 51 i lov nr. 718 af 25. juni 2010 og med lov nr. 541 af 30. maj 2011.

Loven regulerer generelt tilladelser til efterforskning og indvinding af råstoffer i undergrunden, men også visse sikkerhedsmæssige aspekter ved offshoreanlæg og andre aktiviteter, der har forbindelse til efterforskning og indvinding af råstoffer. Visse aktiviteter offshore skal således godkendes efter loven.

Kontinentalsokkelloven
Lov om kontinentalsoklen (kontinentalsokkelloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 18. november 2005, som er ændret med lov nr. 548 af 6. juni 2007, § 2, og lov nr. 1400 af 27. december 2008, § 3.

Loven regulerer udnyttelsen af kontinentalsoklen, herunder sikkerheds- og miljømæssige forhold på transitrørledninger.

Bekendtgørelser m.v.
I medfør af disse love er udstedt en række bekendtgørelser og der er udarbejdet en række vejledninger, som forklarer reglerne.

EU-forordninger
Udover danske love og regler har EU udstedt såkaldte forordninger, som er regler, der er umiddelbart gældende for virksomheder og borgere i hele EU. Der kræves således ikke nationale regler til implementering af disse, som det er tilfældet ved direktiver. En sådan forordning er den såkaldte REACH-forordning, der omfatter kemikalier, herunder anvendelse af kemikalier på offshoreanlæg.

Yderligere information
Ved at følge linket til offshoresikkerhedsloven til højre fås adgang til en sammenskrivning af lovteksten og en oversigt over samtlige bekendtgørelser. Linket til vejledninger giver adgang til vejledningerne, der har relevans for reglerne i loven og bekendtgørelserne.

Der kan findes mere om REACH på Arbejdstilsynets hjemmeside ved at følge linket til højre. Oplysningerne der er også relevante for offshoreanlæg.

Ved at følge linket til undergrundsloven og kontinentalsokkelloven til højre fås lovteksten i Retsinformation. Derfra kan man komme videre til de tilhørende bekendtgørelser.
Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation