Nordsøaftalen fastlagde de fremtidige rammer for aktiviteterne i
Nordsøen. Det indebar en omlægning af skattesystemet samt at staten
fra den 9. juli 2012 skal indtræde som partner i Eneretsbevillingen
med en andel på 20 pct.
Den 29. september 2003 indgik staten en aftale med A.P. Møller
Mærsk om en fortsættelse af Eneretsbevillingen frem til 2042. Den
såkaldte Nordsøaftale fastlagde de fremtidige rammer for
aktiviteterne i Nordsøen. Det indebar en omlægning af
skattesystemet samt at staten fra den 9. juli 2012 skal indtræde
som partner i Eneretsbevillingen med en andel på 20 pct.
Konsekvenser af aftalen
Nordsøaftalen trådte i kraft den 1. januar 2004 og har en løbetid
på knap 40 år. I forbindelse med indgåelsen af aftalen blev der,
for at skabe det bedst mulige beslutningsgrundlag, foretaget
beregninger på konsekvenserne af en aftale.
For at kunne lave konsekvensberegninger af aftalen blev der
forudsat en række forhold vedrørende eksempelvis olieproduktion,
oliepriser, investeringer mm. Forudsætninger var grundstenene i
beregningerne. Da det er vanskeligt at forudsige, hvordan den
faktiske udvikling kommer til at foregå, blev der endvidere
foretaget følsomhedsberegninger ud fra ændringer i centrale
parametre. De parametre, der især påvirker statens og selskabernes
indtjening fra Nordsøen, er produktionen af olie samt
olieprisen.
Udvikling siden aftalen
Her er vist udviklingen i disse parametre siden indgåelsen af
aftalen sammenlignet med forudsætningerne brugt i forbindelse med
forhandling af Nordsøaftalen.
Til brug for beregningerne fastlagde man tre
olieproduktionsscenarier, lav-, middel-, og højscenarium. På samme
måde beregnede man seks følsomhedsforløb i tillæg til
middelscenariet, for at tage højde for usikkerheden omkring
udviklingen i oliepriserne.
I nedenstående figur er opstillet et søjlediagram, hvor de
forskellige parametre er angivet i forhold til, hvordan de var
forudsat i middelscenariet.
