Gældende økonomiske vilkår

Skatter og afgifter sikrer staten en indtægt fra produktionen af olie og gas.

SKAT administrerer opkrævningen af selskabs- og kulbrinteskatten, mens Energistyrelsen varetager produktions-, olierørlednings- og dispensationsafgiften samt overskudsdeling. Desuden fører Energistyrelsen teknisk tilsyn med målingen af olie- og gasproduktionen, der indgår i grundlaget for beregningen af statens indtægter.

I det følgende gennemgås statens indtægtskilder med udgangspunkt i gældende regler for 2007.

Selskabsskat


Selskabsskatten er statens vigtigste indtægtskilde på olie- og gasområdet. Selskabsskatten blev med virkning fra den 1. januar 2007 sænket fra 28 til 25 pct.

Kulbrinteskat


Kulbrinteskatten blev indført i 1982 med det formål at beskatte ekstraordinært høje fortjenester, for eksempel som følge af høje oliepriser.

Produktionsafgift


I ældre tilladelser indgår et vilkår om betaling af produktionsafgift eller royalty, som beregnes på grundlag af værdien af de producerede kulbrinter fratrukket transportomkostninger. Nye tilladelser indeholder ikke krav om betaling af produktionsafgift.

Overskudsdeling


Fra 1. januar 2004 og frem til 8. juli 2012 betaler bevillingshaverne og deres partnerne i Eneretsbevillingen 20 pct. af overskuddet før skat og før nettorenteudgifter.

Olierørledningsafgift


DONG Olierør A/S ejer olierørledningen mellem Gorm feltet og Fredericia. Brugerne af rørledningen betaler DONG Olierør A/S en tarif, som omfatter et fortjenstelement på 5 pct. af værdien af den transporterede råolie. DONG betaler 95 pct. af fortjenstelementet videre til staten i olierørledningsafgift.

Dispensationsafgift


Ved en undtagelse fra pligten til at tilslutte sig og transportere olie i rørledningen fastsættes vilkår om, at der skal betales en afgift til staten på 5 pct. af råolie- og kondensatværdien.

DONG E&P A/S


Under tildeling af tilladelser i 4. og 5. runde og i åben dør området har DONG E&P A/S en betalende andel på 20 pct. I visse tilfælde har DONG E&P A/S suppleret denne andel ved på kommercielle vilkår at købe yderligere andele i tilladelsen. DONG E&P A/S indgår på lige fod med de andre selskaber i de enkelte tilladelser, og derfor betaler selskabet skatter og afgifter til staten.

Nordsøfonden


Staten deltager med 20 pct. af alle nye tilladelser fra 2005. Den 9.juli 2012 ophører overskudsdelingen fordi staten ved Nordsøfonden også indtræder som aktiv partner i DUC med 20 pct. Overskudsdelingen bliver således afløst af indtægter fra selskabs- og kulbrinteskat samt overskud fra Nordsøfondens virksomhed. Overskuddet afhænger af Nordsøfondens tilbagebetaling af statslige lån og af fondens investeringer i efterforskning og produktion.



Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation