Traditionel vandkraft

I Danmark yder den traditionelle turbineproduceret vandkraft kun et marginalt bidrag til elproduktionen, men teknologiens anvendelse i de andre nordiske lande er meget vigtig for at stabilisere den danske energiforsyning.

 Vand

Lille dansk produktion
Vandkraft yder et meget begrænset bidrag til den danske elproduktion, og potentialet er stærkt begrænset af geografiske forhold. Vandkraft bidrager således med 0,1 procent af den indenlandske elforsyning. Det største vandkraftværk i Danmark er Tangeværket ved Bjerringbro.
 
Vigtig teknologi til systembalancering
Vandkraften i de øvrige nordiske lande spiller ikke desto mindre en væsentlig rolle for den danske energiforsyning. Vindmøllers produktion varierer med vindens styrke, som ikke tager hensyn til elforbrugernes behov for strøm.

Det vigtigste instrument til at udjævne forskellen mellem produktion og forbrug er import og eksport af el fra vore nabolande. Her profiterer Danmark af nærheden til de norske og svenske vandmagasiner, der i praksis fungerer som ellager.

Udjævningen af vindkraften sker i praksis ved at begrænse elproduktionen fra disse vandlagre, når det blæser kraftigt og i stedet bruge vindbaseret elektricitet. Når det ikke blæser, kan man så anvende den ”sparede” vandmængde til en øget produktion. Store vandkraftanlæg har således ofte en afgørende rolle for reguleringen af den nordiske elproduktion i forhold til et varierende forbrug over døgnet og året.   

 


Klima- og Energiguiden
Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation