Radon i bygninger
Radon er en radioaktiv luftart, der forekommer naturligt i
undergrunden. Radon kan trænge ind i dit hus gennem revner og
sprækker i fx fundamentet og kan over længere tid forøge risikoen
for lungekræft – særligt hvis du samtidig er ryger.
Hvad er radon?
Radon er en naturligt forekommende gasart, der dannes, når det
radioaktive grundstof radium nedbrydes. Radon lugter ikke, kan ikke
ses og ikke smages. Over længere tid kan radon være med til at øge
risikoen for lungekræft. Risikoen er 25 gange større, hvis man også
er ryger.
Radon kan trænge ind i huset fra undergrunden, hvis der er revner,
sprækker og utætheder i f.eks. fundamentet. Landsdækkende
undersøgelser tyder på, at 350.000 huse i Danmark har et for højt
radonniveau i indeklimaet. Langt størstedelen af de udsatte huse er
enfamiliehuse, rækkehuse eller kædehuse.
Mængden af radon i indeklimaet afhænger bl.a. af kælderforhold,
husets alder og hvor i landet du bor. Der er nemlig stor forskel
på, hvor meget radon der er i undergrunden i Danmark. Risikoen for
radon i huset øges også, hvis du ikke har kælder eller hvis dit hus
er bygget før 1998, hvor radonsikring blev et lovkrav i
Bygningsreglementet.
Er der et forhøjet radonniveau i min bolig?
Ved at besvare tre spørgsmål om kommune, kælderforhold og byggeår
kan du hurtigt få mere information om risikoen for radon i dit
hus.
Hvis du vil vide præcis hvor meget radon, der er i dit hus, er det
nødvendigt med en radon-måling. Det er nemt og koster typisk mellem
500 og 1.000 kr. På Radonguiden.dk kan du bl.a. finde en liste over
firmaer, der tilbyder radonmåling samt gode råd og vejledning til,
hvordan du skal forholde dig, hvis der er målt et højt radonindhold
i dit hus.
Radonguiden.dk er udviklet i et samarbejde mellem Ministeriet for
klima- energi og bygninger, Statens Institut for Strålebeskyttelse,
Kræftens Bekæmpelse med støtte fra Realdania.