Pjecen giver en samlet introduktion til elproducerende
vindmøller i Danmark og er rettet mod kommuner, vindmølle aktører
og andre interesserede parter.
23. november 2009
Energistyrelsen har udgivet en ny pjece, ”Vindmøller i Danmark”.
Pjecen er udarbejdet i samarbejde med By- og Landskabsstyrelsen,
Vindmøllesekretariatet, Miljøstyrelsen og Statens
Luftfartsvæsen.
Formålet med pjecen er at
give en samlet introduktion til elproducerende vindmøller i
Danmark. Pjecen er rettet mod kommuner, vindmølleaktører og andre
interesserede parter, der dermed får indblik i relevante emner om
vindmøller. Det har været hensigten, at beskrivelserne af de
enkelte temaer på uddybende måde giver svar på ofte stillede
spørgsmål om vindmøller.
Pjecen beskriver
udviklingen af vedvarende energi i Danmark, de energipolitiske
målsætninger samt udfordringerne på vindkraftområdet. Vindmøllers
miljømæssige egenskaber og de lokale udfordringer, møllerne har i
form af skyggekast og støj, er derudover beskrevet. Foruden de
generelle regler for opstilling af møller på land er også
havvindmøller og disses administrative set-up i en one stop shop
myndighedsmodel medtaget i beskrivelsen.
Værditabsordningen,
køberetsordningen, den grønne ordning og garantiordningen, der er
en del af den energipolitiske aftale fra 21. februar 2008 og
indført i VE-loven, er ligeledes omtalt. Pristillæggene, der ydes
til vindmølleelektricitet, præsenteres, og endelig sættes
vindkraftproduktionen ind i en samlet ramme i forhold til det
samlede europæiske elsystem.
Pjecen kan bestilles gratis
på Energistyrelsens netboghandel. Se også
pdf-version i boksen til højre (dansk og engelsk).