Energistyrelsen sender nu Vurdering af Virkningerne på Miljøet
(VVM) for Anholt Havmøllepark i bred offentlig høring.
8.
januar 2010
Energistyrelsen sender nu Vurdering af Virkningerne på Miljøet
(VVM) for Anholt Havmøllepark i bred offentlig høring. Det samlede
VVM materiale kan findes på Energistyrelsens hjemmeside
www.ens.dk/anholt.
Frist for indsendelse af høringsbemærkninger er mandag d.
8. marts 2010.
Informationsmøde
Energistyrelsen afholder offentlige informationsmøder om projektet
i Anholt Forsamlingshus, Anholt,
d. 18. januar 2010, kl.
18.30 og i Kattegat Centeret, Grenå,
d. 19. januar 2010,
kl. 18.30.
Dansk energipolitik for vedvarende energi står på tre ben:
forsyningssikkerhed, klimahensyn og omkostningseffektivitet.
Regeringens vision er et samfund uafhængigt af fossile brændsler.
Som led i visionen om et Danmark uafhængigt af fossile brændsler
arbejder regeringen på at udmønte det ambitiøse mål om at opnå en
andel af vedvarende energi på 30 pct. af det endelige energiforbrug
i 2020.
Havvindmølleparken er en del af den energipolitiske aftale fra
februar 2008 mellem den danske regering og alle Folketingets
partier, bortset fra Enhedslisten. Når den 400 MW store
havvindmøllepark er færdig, vil den levere miljøvenlig elektricitet
svarende til det årlige elforbrug i 400.000 husstande. Dette svarer
til ca. 4 % af den danske elproduktion.
Projektet er i udbud
Energistyrelsen har justeret den tidligere kendte
udbudsmodel, som blev anvendt til udbuddet af Rødsand II og Horns
Rev II, således at Energinet.dk (den danske
transmissionssystemoperatør) laver forundersøgelserne til
projektet. Denne offentlige VVM høring vil blive afsluttet og
resultaterne offentliggjort, inden bud skal afgives. Hvis VVM ikke
kan godkendes vil udbuddet blive annulleret.
Vinderen af udbuddet vil blive tildelt en koncession, tilladelse
til yderligere forundersøgelser og tilladelse til at etablere
vindmølleparken, hvorefter koncessionshaver kan færdiggøre
kontrakter og den detaljerede planlægning. Mere information om
udbudet af Anholt havvindmølle park kan findes på Energistyrelsens
hjemmeside
www.ens.dk/anholt.