Luke-1X efterforsknings-boringen i Nordsøen fandt gas og kondensat

Mærsk Olie og Gas AS har som operatør for tilladelse 8/06 boret efterforskningsboringen Luke-1X (5504/6-6) i den vestligste del af den danske del af Nordsøen. Boringen fandt gas/kondensat i sandsten af Mellem Jura alder.

13. januar 2010

Mærsk Olie og Gas AS har som operatør for tilladelse 8/06 boret efterforskningsboringen Luke-1X (5504/6-6) i den vestligste del af den danske del af Nordsøen. Boringen fandt gas/kondensat i sandsten af Mellem Jura alder.

Luke-1X blev boret som en lodret boring og sluttede i lerlag af formodet Nedre Jura alder i en dybde af 4572 meter under havets overflade. Boringen fandt kulbrinter i sandstenslag i den mellem jurassiske Bryne Formation, og der blev foretaget kerneboring og målinger. For nærmere at vurdere fundet blev der boret en sideboring – Luke-1XA – mod nord. I sideboringen blev der foretaget yderligere målinger og udtaget prøver af gas/kondensat. Kondensat er en let olie.

Selskaberne i tilladelsen skal nu vurdere resultaterne fra boringen nærmere, og dernæst lægge en plan for de yderligere arbejder, der skal afgøre, om gas/kondensat-fundet kan udnyttes kommercielt.

Luke-1X blev udført lige øst for Elly gas/kondensat feltet, som ligger i A.P. Møller – Mærsk A/S’ Eneretsbevilling. Der var derfor indgået en samarbejdsaftale mellem tilladelse 8/06 og Eneretsbevillingen om boringens udførelse.

Borearbejdet i Luke-1X blev påbegyndt den 7. august 2009 med boreplatformen Mærsk Resolve på positionen 55° 45’ 49,781” N; 4° 26’ 28,641” Ø (UTM zone 31; 6180871,2 N; 590438,4 Ø), hvor vanddybden er 40 meter.

Nedenstående selskaber deltager i tilladelse 8/06:

Selskab   %
Shell Olie og Gasudvinding Denmark B.V. (Holland)   43,3
A.P. Møller - Mærsk A/S  36,7
Nordsøfonden  20,0 

Boringen bliver nu lukket permanent, og boreplatformen Mærsk Resolve flyttes derefter til Tyra feltet for at udføre en produktionsboring.

Se også kortbilag til højre.
Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation