Ny kompressorstation øger dansk gasforsyningssikkerhed
Ny udbygning sikrer mulighed for import af gas og øger
forsyningssikkerheden for danske naturgaskunder.
1.
februar 2010
Klima- og energiminister Lykke Friis har godkendt en ansøgning fra
Energinet.dk om at udbygge gasinfrastrukturen mod Tyskland. Hele
Danmarks forbrug af naturgas dækkes i dag af leverancer fra
Nordsøen, men i takt med den faldende produktion i Nordsøen opstår
der inden for få år et behov for import af naturgas. Med
beslutningen sikres muligheden for import af gas og dermed
forsyningssikkerheden for danske naturgaskunder.
Ministeren har godkendt, at der etableres en kompressorstation.
Samtidig har ministeren orienteret Energinet.dk om, at regeringen
er positivt indstillet over for selskabets ønske om at dublere
gasledningen fra den dansk-tyske grænse i 2014. En endelig
beslutning om dubleringen afventer dog nærmere analyser.
Klima- og energiminister Lykke Friis siger: ”Selvom vi arbejder
for at blive uafhængige af fossile brændsler, vil naturgas i mange
år endnu være en vigtig energikilde. Det er derfor vigtigt, at vi
forbereder os på, at vores egen produktion af naturgas ikke på sigt
er stor nok til at forsyne danske forbrugere med gas. Ved at koble
os på det europæiske gasnet sikrer vi danske forbrugere adgang til
mange forskellige gasleverandører. Det betyder større
forsyningssikkerhed og mere konkurrencedygtige priser for
forbrugerne”.
Den samlede anlægsinvestering i kompressorstation og dublering af
gasledningen er omkring 1,5 mia. kr. Energinet.dk har fået
tilkendegivelse fra EU-Kommissionen om, at Kommissionen ser
positivt på ansøgningen om støtte på 600 mio. kr. til det samlede
projekt. Investeringstøtten er en del af EU’s genopbygningsplan.
Støtten fra EU gives til projekter, der understøtter et grønt og
konkurrencedygtigt Europa. Blandt andet til projekter, der binder
Europa tættere sammen og skaber rammerne for grønne jobs og
teknologiudvikling. Dette projekt sikrer den fremtidige
forsyningssikkerhed ved at knytte det europæiske gasforsyningsnet
tættere sammen.
Fra 1. oktober 2013 åbner udbygningen op for import af naturgas via
Tyskland fra leverandører fra eksempelvis Norge, Holland, Rusland
eller import af gas i flydende form via LNG-skibe.