Energiselskaberne satte yderligere fart på besparelsesindsatsen i 2009

Resultaterne af energiselskabernes besparelser for perioden 2006-2009 viser, at der blev realiseret besparelser i slutforbruget svarende til 114 pct. af den fastsatte målsætning.

11. juni 2010

I den politiske aftale af 10. juni 2005 om den fremtidige energispareindsats blev der indført konkrete energisparemål for energiforsyningsselskaberne, der blev pålagt at gennemføre årlige energibesparelser på 2,95 PJ. Energiselskaberne bidrager derfor med næsten halvdelen af det samlede danske energisparemål på 5,4 PJ pr. år.
 
Net- og distributionsselskaberne inden for varme, el, naturgas og olie har fra 1. januar 2006 til 31. december 2009 realiseret besparelser svarende til 114 pct. af de pålagte sparemål. Samtidig har alle brancher individuelt nået deres respektive sparemål for den samlede periode.

For 2009 alene, har selskaberne fortsat den positive udvikling fra 2008 med stigende besparelser. Ligesom i 2008 nåede energiselskabernes samlede besparelser i 2009 over 1 milliard sparede kilowatttimer – svarende til det gennemsnitlige forbrug i mere end 40.000 danske husholdninger.

"Det er en god nyhed, der viser, at energisektoren er en aktiv medspiller, når det gælder energispareindsatsen i Danmark. Men det er også helt nødvendigt for at realisere de målsætninger, vi har på klima- og energiområdet. Med målene i den nye energispareaftale med energiselskaberne fra november sidste år sætter vi ekstra turbo på energispareindsatsen , og jeg har fuld tillid til at selskaberne er på højde med udfordringen." siger klima-og energiminister Lykke Friis. 

Sammenfatning af indberettede besparelser 2006-2009

(TJ)

Summeret sparemål:

Indberettede besparelser 2006-2009:

Elselskaber

5.600

6.076

Naturgasselskaber

2.000

2.234

Fjernvarmeselskaber

3.600

4.477

Olieselskaber*

450

464

I alt

11.650

13.252

*Olieselskaberne udtrådte af den frivillige aftale pr. 1. januar 2009 og er derfor kun dækket af perioden 2006-2008.

Med den energipolitiske aftale fra februar 2008 er selskabernes forpligtelser mere end fordoblet fra 2010-2012. Energiselskaberne skal årligt sikre besparelser for 5,4 PJ pr. år. Selskaberne skal dermed i fremtiden realisere energibesparelser svarende til 0,8 pct. af Danmarks endelig energiforbrug. De nærmere retningslinier for selskabernes besparelsesforpligtelser fra 1. januar 2010 er udmøntet i en ny aftale af 20. november 2009 mellem klima- og energiministeren og net- og distributionsselskaberne inden for el, naturgas, fjernvarme og olie.

De indberettede energibesparelser er nærmere beskrevet i et statusnotat om energiselskabernes energispareindsats for 2006-2009.
Energistyrelsen      Amaliegade 44      1256 København K      Tlf: 33 92 67 00      Fax: 33 11 47 43      ens@ens.dk      Yderligere kontaktinformation