Ny hjemmeside – www.radonguiden.dk – skal informere danskerne om
radon, og hvordan man kan nedbringe radonniveauet i hjemmet.
16. januar 2012
Radon er en naturligt forekommende radioaktiv gasart, der findes i
jorden. Herfra kan den sive ind i vores boliger og forøge risikoen
for lungekræft. Det vurderes, at radonniveauet er for højt i ca.
350.000 danske boliger.
Klima-, energi – og bygningsminister Martin Lidegaard:
· Det er vigtigt, at danske boligejere er opmærksomme på radon,
og hvordan man kan forhindre et for højt radonniveau i boligen.
Derfor styrker vi nu, sammen med sundhedsmyndighederne og Kræftens
Bekæmpelse, informationen til boligejere om radon med en ny
radonguide.
Administrerende direktør i Realdania, Flemming Borreskov:
· Med radonguiden har danske boligejere og beboere fået et godt
redskab til at vurdere, om de har for meget radon i indeklimaet i
deres boliger. Guiden er et let og forståeligt redskab, som giver
klar information om radonproblemer, og ikke mindst konkrete
løsninger på, hvordan man forebygger et for højt niveau af radon i
bygninger og boliger.
På Radonguiden.dk kan boligejerne indtaste
oplysninger om deres egen bolig og med det samme få svar på, om der
er særlig risiko for radon. Man kan også få information om, hvordan
man – let og billigt – kan måle radon i sin egen bolig. Mængden af
radon i indeklimaet afhænger bl.a. af, hvor i landet man befinder
sig, kælderforhold, husets alder m.v.
Radonguiden er udarbejdet af Klima-, Energi-, og
Bygningsministeriet i samarbejde med Statens Institut for
Strålebeskyttelse under Sundhedsstyrelsen samt Kræftens Bekæmpelse.
Realdania har medfinansieret Radonguiden.
Kontakt:
Pressechef Ture Falbe-Hansen. tlf. 33926856, mobil: 25 13 78 46,
e-mail: tfh@ens.dk, eller
Chefkonsulent Marie Louise Hansen, Energistyrelsen, tlf: 33 92 75
97, mobil: 20 75 78 26, e-mail: mlh@ens.dk, eller
Projektleder Lennie Clausen, Realdania. Tlf. 32885217
Læs mere på www.radonguiden.dk
FAKTAARK:
- Radon er en naturligt forekommende radioaktiv gasart, der kan
sive ind i bygninger og kan medføre en forøget risiko for
lungekræft. Sundhedsmyndighederne vurderer, at radon i indeklimaet
i Danmark er medvirkende årsag til 9 pct. af lungekræfttilfældene,
eller ca. 300 nye lungekræfttilfælde om året.
- Radon måles i enheden becquerel pr. kubikmeter. WHO anbefaler,
at radonniveauet i indeluften ikke overskrider 100 Bq/m3.
- Radonforekomster varierer betydeligt i Danmark på grund af
forskelle i undergrundens sammensætning og der er f.eks. mere radon
på Øerne end i Vestjylland. I en landsdækkende undersøgelse fra
2001 var den gennemsnitlige radonkoncentration i undersøgte
enfamilieshuse på 59 Bq/m3. Det vurderes, at 350.000 danske boliger
har et radonniveau, der overskrider de danske myndigheders
anbefalede niveau på 100 Bq/m3.
- Siden 1998 har det være et lovkrav at opføre nye bygninger med
radonsikring, og reglerne om radonsikring er skærpet i 2010. Dermed
har købere af nye huse i dag krav på, at der ikke er for meget
radon i deres hus.
- I bygningsreglementet findes anbefalinger om radonindholdet i
eksisterende bygninger. For eksisterende byggeri anbefales, at der
iværksættes foranstaltninger, når radonindholdet er mellem 100
Bq/m3 og 200 bq/m3, f.eks. tætning af huset mod jord, øget
udluftning og ventilation. Er radonindholdet over 200 Bq/m3,
anbefales mere omfattende forbedringer, f.eks. etablering af
radonsug.
- Radonguiden.dk offentliggøres den 16. januar 2012.
Radonguiden.dk er udviklet i et samarbejde mellem Klima, Energi –
og Bygningsministeriet, Statens Institut for Strålebeskyttelse
under Sundhedsstyrelsen samt Kræftens Bekæmpelse og Realdania.
Radonguiden.dk suppleres med en OBS oplysningsfilm.
- Radonguiden.dk består af korte oplysningsfilm, artikler,
tjeklister og en interaktiv guide. Boligejerne kan indtaste
oplysninger om deres egen bolig og med det samme få svar på, om der
er særlig risiko for radon. Mængden af radon i indeklimaet afhænger
bl.a. af, hvor i landet man befinder sig, kælderforhold, husets
alder m.v. Besøg Radonguiden.dk og få mere at vide om radon,
hvordan man måler radon, og hvad man kan gøre, hvis der er for
meget radon i huset.