Det Økologiske Råd har rejst kritik af, at butikkerne endnu ikke
mærker TV-apparater med EU-energimærkning. Energistyrelsen er enig
i, at det er vigtigt, at energimærkerne kommer på apparaterne i
butikkerne og indskærper dette overfor butikkerne.
27. januar 2012
Det skal være nemmere for forbrugerne hurtigt at gennemskue, hvor
stort et energiforbrug deres kommende tv-apparat har, når de står i
butikken. TV-apparater er nu en del af EU's energimærkningsordning,
og de skal derfor alle have et energimærke, ligesom hårde
hvidevarer har haft i en årrække.
Nogle butikker har ikke sat mærkerne fra leverandøren på
produkterne, men i stedet lagt dem i skuffen, viser en undersøgelse
foretaget af Det Økologiske Råd. Det er uacceptabelt, mener
Energistyrelsen også.
”Vi er glade for, at Det Økologiske Råd har fokus på sagen, da
det er meget vigtigt, at både butikkerne og forbrugerne er
opmærksomme på den nye energimærkning for TV, og hvor stort et
energiforbrug deres tv-apparat har. Reglerne er dog nye, og vi er
stadig i en indfasningsperiode,” siger Charlotta Castenfors
Laursen fra Energistyrelsen.
”Reglerne om energimærkning fik virkning fra den 30. november
2011. Det betyder, at leverandører fra denne dato skal levere et
energimærke sammen med nye apparater, der kommer på markedet. Det
har dog været tilladt at bruge etiketten på frivillig basis fra den
20. december 2010, da de nye regler trådte i kraft. Mærkerne er
med til at motivere forbrugerne til at vælge produkter med det
laveste energiforbrug. Derfor er det også meget vigtigt, at mærket
ses tydeligt på TV-apparatet ” siger Charlotta Castenfors
Laursen.
Energistyrelsen holder øje med butikkerne
”Det er leverandørens ansvar at levere et korrekt energimærke
sammen med apparatet, og når leverandøren har lagt et energimærke
ned i kassen til tv-apparatet, så er det forhandlerens ansvar at
sætte det på produktet. Det kan vi slet ikke sige nok, og vi holder
øje med butikkerne gennem løbende tilsyn,” siger Charlotta
Castenfors Laursen.
I oktober sidste år besøgte Energistyrelsen 60 butikker og
undersøgte, om produkterne var korrekt mærket. På dette tidspunkt
var 15 pct. af TV-apparaterne energimærket på frivillig basis. I år
følger endnu en række tilsyn, hvor der vil være særlig fokus på
korrekt mærkning af TV-apparater.
Energistyrelsen har i samarbejde med Go’ Energi informeret
forhandlerne om den nye energimærkning for TV-apparater. Der er
blandt andet lavet en folder, som er sendt bredt ud til
forhandlerne.
”Skulle der alligevel være nogen tvivl om
mærkningsordningen, svarer vi altid gerne på spørgsmål,” siger
Charlotta Castenfors Laursen.
Sekretariatet for Ecodesign og Energimærkning af Produkter
gennemfører markedstilsyn på vegne af Energistyrelsen og kan
kontaktes på telefon 43 30 50 20.
Om energieffektive TV-apparater:
TV-apparater er nu en del af EU's energimærkningsordning, og de
skal derfor alle have et energimærke, ligesom hårde hvidevarer har
haft i en årrække.
EU’s energimærkning stiller høje krav til TV-apparaters
energieffektivitet.
Forskellige TV apparaters elforbrug kan udgøre fra et halvt
hundrede til flere hundrede kWh pr, år, og dermed kan elregningen
variere med flere hundrede kroner årligt. Det er vigtigt, at købere
af TV-apparater får information herom.
Selve mærket er designet med henblik på at give forbrugerne præcis,
genkendelig og sammenlignelig information, når de køber
energiforbrugende produkter. Informationen har særligt fokus på
energiforbruget, men omfatter også andre egenskaber som volumen,
vandforbrug, kvalitetsaspekter og støjniveau for produkter, hvor
det er relevant.
Som noget nyt er det leverandørens ansvar at levere energimærket
sammen med det enkelte produkt. Forhandleren har til gengæld
ansvaret for at placere mærket på et iøjnefaldende sted på
produktet, så forbrugeren har let adgang til oplysningerne om
energiforbrug.
Mærket er fortsat baseret på en skala, der afspejler produktets
energieffektivitet fra A (mest effektiv)til G (mindst effektiv).
For at give plads til yderligere differentiering og teknologiske
fremskridt er skalaen nu blevet udvidet med A+, A++ og A+++ for
flere af produkterne.
Kontakt: Charlotta Castenfors Laursen, Fuldmægtig,
Energistyrelsen, tlf. 33 92 66 68, e-post:
ccl@ens.dk
Civ. ing. Ture Hammar, Energistyrelsen, mobil: 20 46 40 62, e-post:
tha@ens.dk
Sekretariatet for Ecodesign og Energimærkning af Produkter, tlf. 43
30 50 20,
sekretariat@eco-energimaerke.dk,