Ulykke førte til politianmeldelse
Endelig rapport om ulykken på Mærsk Resolute peger på, at Ikke alle procedurer i Offshoresikkerhedslov var overholdt.
8. juni 2010
Af journalist Steen Hartvig Jacobsen
Under rensning af en brønd i forbindelse med udbygningen af Nini Øst feltet blev en medarbejder fra firmaet Schlumberger den 15. november 2009 ramt så hårdt af et stigrør efter en tryktest af udstyret til brøndoprensning, at han omkom. Energistyrelsen var sammen med politiet og embedslægen i Esbjerg på straksbesøg på Mærsk Resolute, hvor dødsulykken indtraf, for at klarlægge omstændighederne ved ulykken.
Offshoresikkerhedsloven overtrådt
Som konklusion på sin endelige rapport om ulykken har Energistyrelsen anmeldt underleverandøren Schlumberger, boreentreprenøren Maersk Drilling og operatøren DONG E&P til politiet med krav om bødestraf for overtrædelser af offshoresikkerhedsloven.
Af Energistyrelsens rapport fra marts 2010 fremgår, at Schlumberger ikke havde sikret sig, at de medarbejdere, der med kort varsel blev tilknyttet Schlumbergers særlige opgaver havde den fornødne træning og erfaring med det pågældende udstyr.
Heller ikke Maersk Drilling og DONG E&P har sikret, at alle procedurer og andre sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold, jf. Offshoresikkerhedsloven, har været i orden.
For at forebygge lignende ulykker er Energistyrelsen gået i dialog med de implicerede selskaber om de tiltag, der er sat i gang på baggrund af undersøgelserne. Energistyrelsen foretager tillige tilsyn i relation til samspillet mellem operatører og underleverandører på flytbare borerigge.
Flere typer af tilsyn
Energistyrelsen opererer med tre hovedtyper af tilsyn med offshoreanlæg: Strakstilsyn der gennemføres i forbindelse med arbejdsulykker, projekttilsyn der omfatter nybygninger og større ændringer samt driftstilsyn i form af regelmæssige årlige tilsynsbesøg, uvarslede tilsynsbesøg og tematilsyn. Under det årlige driftstilsyn på alle bemandede faste og flytbare anlæg gennemgår Energistyrelsens medarbejdere sammen med sikkerhedsorganisationen på anlægget evt. arbejdsulykker, kulbrinteudslip og vedligehold af sikkerhedskritisk udstyr.
I de senere år har Energistyrelsen desuden gennemført en række uvarslede tilsynsbesøg, bl.a. på Siri platformen i november 2009 i forbindelse med DONG E&P’s arbejde med at sikre understøtningen af caissonen, hvor brønde og stigrør er placeret. Formålet med besøget var at påse, om de krav, som Energistyrelsen havde stillet til driften af platformen under reparationsarbejderne blev overholdt. Besøget gav ikke anledning til kritiske bemærkninger.
Energistyrelsens tematilsyn har i 2009 haft fokus på det psykiske arbejdsmiljø, og dette fokus fortsætter i 2010. Det gennemføres i tre faser med en indledende gennemgang af ledelsessystemet, fulgt op af et onshore besøg hos den driftsansvarlige virksomhed, og der sluttes af med en gennemgang af det psykiske arbejdsmiljø på offshoreanlægget. Den næste tilsynskampagne vil omfatte muskel- og skeletbesvær. Prioriteringen af temaer følger regeringens prioritering af arbejdsmiljøindsatsen på land.
Aldrende offshoreanlæg
Nogle af de første offshoreanlæg, der blev etableret i 1980’erne, har nu overskredet den oprindelige designlevetid på ca. 25 år. Derfor har operatørerne skullet genberegne styrken og stabiliteten af de bærende konstruktioner i anlæggene. Energistyrelsen følger dette arbejde og fører tilsyn med, at selskaberne gennemfører vedligeholdet og overvågningen af de bærende konstruktioner efter planen.
Inden for de kommende 10 år forventes de første anlæg at blive taget ud af drift. Der kan både være tale om, at produktionskapaciteten i et anlæg er blevet for stor i forhold til den faldende produktion fra feltet, og at hele felter ikke længere skønnes rentable. Hvis staten ikke ønsker at overtage anlæggene efter bestemmelserne i de pågældende licenser, er det operatørens ansvar at fjerne anlæggene.
Ulykkesfrekvensen er steget i 2009
Energistyrelsen opgør hvert år ulykkesfrekvensen for offshoreanlæggene som antal ulykker pr. mio. arbejdstimer. Ulykkesfrekvensen er steget fra 3,5 i 2008 til 4,5 i 2009. Til sammenligning er ulykkesfrekvensen for virksomheder på land opgjort til 10,7 i 2008. Der blev i alt registreret 24 arbejdsulykker i 2009, hvoraf en med dødelig udgang.