2010 bliver et år, hvor Energistyrelsen kommer til at beskæftige sig meget med den fremtidige energi-infrastruktur i Danmark.
23. februar 2010
Af journalist Steen Hartvig Jacobsen
Efter en række år, hvor Danmark i kraft af sin olie- og gasproduktion i Nordsøen, udbygningen med vedvarende energi og sin evne til at gøre energianvendelsen stadig mere effektiv har været nettoeksportør af energi, skal energisystemets infrastruktur nytænkes, så der også bliver kapacitet til at importere energi.
Energisystemet skal omstruktureres
Vicedirektør Anne Højer Simonsen fra Energistyrelsen oplyser, at Danmark allerede i 2012 må regne med at skifte status til at blive nettoimportør af fossile brændsler som kul, olie og gas. Ganske vist vil Danmark i hvert fald være selvforsynende med naturgas og olie frem til 2018-19, men allerede om et par år vil overskuddet på produktionen fra Nordsøen ikke længere kunne opveje kulimport til de termiske kraftvarmeværker.
Samtidig betyder de energipolitiske målsætninger om at udbygge vedvarende energikilder som vindmøller, biomasse, solenergi og bølgekraft, at det samlede energisystem skal omstruktureres. Det nuværende elsystem er baseret på en elproduktion på nogle få store værker, en række decentrale kraftvarmeværker og en betydelig andel vindkraft. I de kommende år skal der regnes med en stadig større produktion fra decentrale produktionsanlæg med varierende elproduktion - især vindkraft.
- De politiske partier, der står bag energiaftalen fra februar 2008, indgik i oktober 2009 en tillægsaftale med en række initiativer, der skal bane vej for en bedre integration af vind. Som opfølgning på denne aftale har Energistyrelsen sammen med Energinet.dk, Dansk Energi, Energitilsynet og andre relevante aktører iværksat en række analyser og udredninger, der skal vise, hvordan vi kan realisere de energipolitiske ambitioner på en omkostningseffektiv måde, siger Energistyrelsens vicedirektør.
Flere analyser på vej
Hun henviser til, at der frem til sommeren forventes en række rapporter og redegørelser:
- En redegørelse for forsyningssikkerhed med fossile brændsler (kul, olie og naturgas)
- En klimastrategi for det ikke kvoteregulerede energiforbrug (boliger, transport og landbrug)
- Danmark skal aflevere en handlingsplan for udbygning med vedvarende energi til Europa-Kommissionen, der skal have dokumenteret, hvordan Danmark vil opfylde sine forpligtelser til at udbygge andelen af vedvarende energi til 30 procent i 2020
- En redegørelse om dynamiske tariffer, som bl.a. Dansk Energi, Energistyrelsen og Energinet.dk p.t. arbejder på
- En redegørelse om dynamiske afgifter
- Energinet.dk rapporterer om mulighederne for at udvikle regulerkraftmarkedet, så elforbrugere og mindre produktionsenheder også kan bidrage til et mere effektivt elsystem.
Efter sommerferien kommer Klimakommissionen den 28. september med sin rapport om, hvordan Danmark på sigt kan blive helt uafhængig af fossile brændsler, og den rapport vil regeringen følge op med en konkret handlingsplan.
El, varme og transport i sammenhæng
- Der er ingen tvivl om, at der i de kommende årtier skal gennemføres meget omfattende investeringer i den danske energi-infrastruktur. Danmark har via EU påtaget sig store forpligtelser til at reducere CO2-emissionerne og udbygge med vedvarende energi. Vi skal gennemføre det politiske ønske om, at elsystemets luftledninger i størst muligt omfang bliver lagt i kabler. Elsystemet skal kunne håndtere stadig større mængder varierende elproduktion fra vindmøller, og gastransmissionssystemet skal udvikles, så Danmark også bliver i stand til at importere naturgas fra bl.a. Norge og Rusland.
- For at denne udvikling af infrastrukturen kan gennemføres på en måde, der bliver til at betale for forbrugerne, er det nødvendigt at nytænke det samlede energisystem i en helhed, hvor el, varme og transport spiller optimalt sammen. Varmepumper, elbiler og fleksibelt elforbrug skal kombineres med stadig større mængder vedvarende energi, og der ligger en stor udfordring i at få teknik, virkemidler og incitamenter til at gå op i en højere enhed, siger Anne Højer Simonsen.