3. juli 2008
Af Morten Jastrup/Mothership Media
Når det blæser kraftigt, laver vindmøllerne i Danmark mere strøm, end der er brug for. Og når det ikke blæser, er der brug for at fyre mere kul af end ellers for at forsyne danskerne med el. Det er et grundlæggende vilkår i et elsystem som det danske, hvor en stor del af energien kommer fra vind. En andel, der endda vil blive øget i de kommende år.
Men problemet behøver ikke at være så stort. Hvis energien kan lagres effektivt, kan vinden blæse så tosset den vil, uden at vi behøver at bekymre os om hvorvidt den overskydende energi går til spilde. Oveni ville man have et lager, der kunne trækkes på, når vinden stilner af.
Og det er her, at elbilerne kan vise sig at være endnu mere interessante i Danmark end andre steder i verden. Flere hundrede tusinde store bilbatterier har en enorm lagringskapacitet. Det kan mere end rigeligt tage imod strømmen fra vindmøllerne.
”Derfor kan elbiler i Danmark få en dobbelt positiv effekt: man kan få vedvarende energi ind i transportsektoren, hvor det ellers har været et problem at begrænse CO2-udslippet, og samtidig kan elbiler gøre det muligt at have endnu mere vedvarende energi i elsystemet, fordi elbilernes lagerkapacitet kan give systemet en bedre balance,” siger Jacob Østergaard, professor ved DTU Elektro, der har forsket i, hvordan elbiler kan passes ind i elsystemet.
Der er allerede i dag andre muligheder for at lagre eller nyttiggøre overskydende strøm fra vindmøller. Overskydende el kan bruges til at varme fjernvarmevand op og i dag sendes vindmøllestrøm til Norge, hvor man så til gengæld kan spare på forbruget af vand i vandkraftreservoirerne. Men hvis elbiler bliver udbredt, kan de levere fleksibilitet i elsystemet i en hel anden kaliber.
”Hvis alle biler i Danmark var elbiler kunne deres batterier tilsammen levere lige så stor effekt som al anden installeret elproduktion i Danmark”, forklarer Jacob Østergaard.
Så selv om man ikke kan regne med, at alle ejere af en elbil vil stille den til rådighed som ellager når som helst – de skal jo også ud at køre næste morgen – betyder det alligevel, at en stor mængde elbiler formentlig vil gøre det muligt at operere med et i princippet mere sårbart system med endnu mere vindkraft og anden vedvarende energi. Bilerne leverer stabiliteten.
Intelligente løsninger er vigtige
Men forhåbningerne om ellagre på hjul er afhængige af, at vi rent faktisk etablerer tekniske løsninger, der gør det muligt for bilerne at spille sammen med det øvrige elnet på en intelligent måde. Hvis alle bilerne går i gang med at lade op, lige når man kommer hjem, og samtidig tænder for komfuret, tv'et og hvad vi ellers gør, når elforbruget topper omkring aftenstid, vil elbilerne blive en ekstra belastning af elsystemet. Og en stor en endda.
Derfor er forsøgsordninger som de 35 millioner kroner til afprøvning af elbiler et vigtigt skridt på vejen til, at ambitionerne kan blive til virkelighed.
”Vi skal lære mere om, hvordan bilerne kan fungere bedst i samspil med elsystemet. Og om hvordan folk rent faktisk vil bruge dem” forklarer Michael Rask fra Energistyrelsen.
Det er især interessant, hvordan brugerne vil vælge at håndtere det at have en bil, der ikke bare kan bruges af dem selv, men også af andre elbrugere. De fleste bilister har det rarest med at vide, at bilen er godt tanket op, selv om de i virkeligheden kun har brug for en brøkdel af energien i tanken. En gennemsnitsbil i Danmark kører 40 kilometer om dagen. Det kan elbiler uden problemer matche og stationer til hurtig opladning kan gøre det muligt at køre fra den ene ende af landet til den anden som i dag. Men kun hvis vi rent faktisk tager imod teknologien og bruger den på den smarte måde.
”Derfor skal dette program være med at afklare, hvordan man kan lave systemer, der ansporer folk til at bruge elbiler på en måde, så de bliver en fordel og ikke en ekstra belastning”, siger Michael Rask.