El fra små solceller støttes med en særlig ordning, hvor den
producerede strøm indenfor et kalenderår kan trækkes fra
husstandens årsforbrug af el. El fra større solceller støttes med
nettoafregning og med en fast afregningspris.
Private husstande
Husstandsinstallerede solcelleanlæg på max. 6 kW pr.
husstand støttes ved at produktionen kan "lagres" på
elnettet.
Producerer man 1 kWh el fra en solcelle på et tidspunkt hvor
husstanden ikke skal bruge den, leveres strømmen til
elnettet.

Leverancen af el fra en solcelle giver ret til at hente en
tilsvarende mængde el på et andet tidspunkt indenfor samme år uden
at betale for det.
Dette svarer til at forbrugeren sparer elprisen inkl. afgifter,
tariffer og moms for den mængde el solcellerne producerer. Værdien
af solcellernes elproduktion bliver således ca. 2 kr/kWh. Samtidig
er afregningen enkel at håndtere for ejeren af solcellen.
De fleste almindelige elmålere kan ikke måle leverancer af strøm
fra boligen til elnettet. Derfor skal der normalt installeres en ny
elmåler sammen med solcelleanlægget.
Hvis en husstand installerer elproducerende anlæg, der tilsammen
kan yde mere end 6 kW, må forbrug og produktion ikke opgøres på
årsbasis. Husstanden vil i stedet være omfattet af reglerne for
erhvervsbygninger.
Ved opsætning af husstandsinstallerede anlæg på max. 6 kW skal
installatøren registrere anlægget hos Energinet.dk.
Læs mere her.
Offentlige institutioner o.l.
For solceller installeret i anden ikke erhvervsmæssigt
benyttet bebyggelse gælder samme regler som for private
husstande.
Ved anden ikke-erhvervsmæssig benyttet bebyggelse forstås i det
foreliggende tilfælde børneinstitutioner, skoler o.l. For så vidt
angår institutioner, skoler o.l. sidestilles 100 m2 bebygget
institutionsareal med 1 husstand. Det vil sige at der kan opsættes
6 kW solceller for hver 100 m2 bebygget areal.
Erhvervsbygninger
For el, der produceres på forbrugsstedet samtidig med at det
forbruges, skal der ikke betales energiafgifter mv. Ved integration
af solceller i erhvervsbyggeri kan der altså typisk spares 1 kWh på
elregningen pr. produceret kWh.
Virksomheder, der producerer el fra solceller afregnes fuldstændig
ligesom hvis virksomheden har en anden type elproduktionsanlæg.
Dvs. at de kan opnå nettoafregning efter
bekendtgørelse om nettoafregning for
egenproducenter af elektricitet (nr 804 af
28/06/2010).
Bemærk ændringen til bekendtgørelsen (nr 1637 af
15/12/2010) vedrørende forhold for lejere.
Energinet.dk administrerer reglerne om nettoafregning.
Ansøgningsblanket mv. findes på deres
hjemmeside. Den konkrete udformning af nettoafregningen fremgår
af dokumentet
Retningslinjer for nettoafregning af
egenproducenter.
Efter retninglinjerne kan der nettoafregnes i 5 grupper, hvor
gruppe 4 og 5 ofte vil være de mest favorable for solcelleanlæg. I
gruppe 4 og 5 afregnes produktion og forbrug efter bruttoleverance
til elnettet og bruttoforbrug fra elnettet. Gruppe 4 og 5 kan dog
kun vælges for anlæg op til 50 kW.
Hvis virksomheden producerer mere el på solceller, end den bruger
indenfor den relevante afregningsperiode, aftager Energinet.dk den
overskydende elproduktion til en fast afregningspris på 60 øre/kWh
i 10 år og 40 øre/kWh i de følgende 10 år.
Afgiftsfritagelse
Mindre private anlæg, der producerer vedvarende energi, er
fritaget for elafgift, hvis de lever op til nogle bestemte
betingelser. Læs mere om denne ordning
her
hos SKAT.