|
| Forside | | Indhold | | Bund | | Forrige | | Næste | "Energistatistik 2008" VEDVARENDE ENERGIProduktion af vedvarende energi fordelt på energivarer
Under vedvarende energi medtages solenergi, vindog vandkraft, geotermi, biomasse (herunder bionedbrydeligt affald), biodiesel, bioethanol, biogas og varmepumper. Produktionen af vedvarende energi er i 2008 opgjort til 121,5 PJ, hvilket er 1,4 PJ mindre end året før. Det svarer til et fald på 1,2%. Produktionen af vedvarende energi er i perioden 1990-2008 vokset med 155%. Vindkraft faldt i 2008 med 0,9 PJ til 24,9 PJ pga. dårlige vindforhold i 2008. Produktionen af biomasse var i 2008 81,7 PJ. Heraf udgjorde halm 15,4 PJ, træ 41,2 PJ, bionedbrydeligt affald 23,5,1 PJ og bioolie 1,6 PJ. I forhold til 2007 er produktionen af biomasse faldet 3,1%. Forbrug af affald
Forbruget af affald til produktion af el og fjernvarme er vokset betydeligt over tiden. Det samlede forbrug af affald er fra 1990 til 2008 vokset fra 15,5 PJ til 40,1 PJ svarende til en stigning på 158%. I energi- og CO2- emissionsstatistik fordeles affald i to komponenter: Bionedbrydeligt affald og ikke bionedbrydeligt affald. Ifølge internationale konventioner skal den bionedbrydelige del regnes med som vedvarende energi. I energistatistikken er tidligere forudsat, at 77,7% af forbruget af affald er bionedbrydeligt. Efter et udredningsarbejde varetaget af DMU er denne andel nu forudsat at være 58,8%. Bionedbrydeligt affald indgår med stor vægt i det samlede forbrug af vedvarende energi. Virkningen af revisionen har været en formindskelse i størrelsesordenen ét procentpoint af den andel, som vedvarende energi udgør af det samlede energiforbrug. Forbrug af vedvarende energi
Produktion af vedvarende energi er vokset stærkt siden 1980. Hertil kommer i de senere år en stigende nettoimport af vedvarende energi. I 2008 var nettoimporten af vedvarende energi 18,3 PJ idet der blev importeret 21,7 PJ (hovedsagelig biomasse) og eksporteret 3,4 PJ (biodiesel). I 2008 blev der i alt forbrugt 139,8 PJ vedvarende energi mod 138,4 PJ i 2007 og 47,7 PJ i 1990. Øget anvendelse af vedvarende energi giver et væsentligt bidrag til at reducere den danske CO2- emission. Anvendelse af vedvarende energi i 2008
I 2008 var det samlede forbrug af vedvarende energi (produktion plus nettoimport) 139,8 PJ, hvoraf 83,7 PJ blev anvendt til produktion af el og fjernvarme. I el- og fjernvarmeproduktionen var vindkraft og bionedbrydeligt affald klart dominerende med henholdsvis 24,9 PJ og 22,3 PJ. Forbruget af træ, halm og biogas udgjorde henholdsvis 20,7 PJ, 10,5 PJ og 2,6 PJ. 56,1 PJ vedvarende energi indgik i det endelige energiforbrug, dvs. til procesforbrug og opvarmning i produktionserhverv og handels- og serviceerhverv samt rumopvarmning i husholdninger. I det endelige forbrug vejer biomasse, især brænde, tungest. Vedvarende energi - andel af samlet energiforbrug
Det faktiske energiforbrug angiver det registrerede energiforbrug i et kalenderår. Opgjort med den nye fordeling af affald dækkede vedvarende energi i 2008 16,6% af det samlede faktiske energiforbrug mod 16,0% året før. I 1990 var andelen 6,3%. Det korrigerede bruttoenergiforbrug fremkommer ved at korrigere det faktiske energiforbrug for brændselsforbrug tilknyttet til udenrigshandel med el og klimaudsving i forhold til et vejrmæssigt normalt år. I 2008 var vedvarende energis andel af det korrigerede bruttoenergiforbrug 16,5% mod 16,3% året før. I 1990 var andelen 6,1%. Bortset fra år med stor nettoeksport af el har andelen af vedvarende energi beregnet på de to måder udviklet sig ens. Andel af vedvarende energi iflg. EU-opgørelse
I henhold til EU’s direktiv om vedvarende energi opgøres andelen af vedvarende energi på en anden måde. Ved EU’s beregning tages udgangspunkt i det endelige energiforbrug, som udtrykker energiforbruget hos slutbrugerne, ekskl. grænsehandel og forbrug til ikke energiformål. Til det endelige energiforbrug lægges distributionstab og egetforbrug ved el- og fjernvarmeproduktion. Vedvarende energi er i EU-opgørelse defineret som slutforbruget af vedvarende energi samt el- og fjernvarmeproduktion baseret på vedvarende energi. EU mangler fortsat at få fastlagt nogle detaljer i opgørelsesmetoden. I 2008 var andelen af vedvarende energi ifølge EU-opgørelsen (når varmepumper indgår med sit fulde bidrag) 18,7% mod 18,2% året før, altså ca. to procentpoint højere end i de nationale opgørelser. Antal vindkraftanlæg og -kapacitet fordelt på størrelse Klik her for at se Tabellen: Antal vindkraftanlæg og -kapacitet fordelt på størrelse Vindkraftkapacitet efter anlægsstørrelse
Den samlede installerede vindkraftkapacitet steg en smule (39 MW / 1,2%) fra 2007 til 2008. Udviklingen har i en årrække gået mod færre, men større vindkraftanlæg. Siden år 2000 er det samlede antal møller således faldet med mere end 1000, hvilket dækker over et fald i antallet af mindre møller under 500 kW på mere end 1600 og til gengæld en stigning i antallet af møller større end 500 kW på mere end 600. Af samme grund står møller mindre end 500 kW i dag for blot 11% af den samlede kapacitet, hvor andelen i år 2000 var 22% Vindkapacitet og vindkrafts andel af indenlandsk elforsyning
I 2008 producerede vindkraft svarende til 18,9% af den indenlandske elforsyning mod 19,8% i 2007 og kun 1,9% i 1990. I 2008 var andelen påvirket af dårlige vindforhold. Udviklingen i vindmøllernes kapacitet og produktion følges ikke altid ad, idet produktionen af vindkraft i de enkelte år i høj grad afhænger af vindforholdene, som kan være svingende. I 2008 var vindkapaciteten 3163 MW mod 3124 MW året før. I 1990 var vindkapaciteten 326 MW. | Forside | | Indhold | | Top | | Forrige | | Næste | Version 1.0 Februar 2009 • © Energistyrelsen. Udgivet af Energistyrelsen, www.ens.dk |