Naturgasforsyning

Naturgasforsyningsvirksomhed er reguleret i naturgasforsyningsloven. Formålet er at sikre, at naturgasforsyningen tilrettelægges og gennemføres efter hensynet til forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, miljø og forbrugerbeskyttelse.

Omfattet af loven er transmission, distribution, forsyning og oplagring af naturgas, herunder flydende naturgas (LNG). Loven finder endvidere anvendelse på biogas, gas fra biomasse og andre typer gas, i det omfang sådanne gasser teknisk og sikkert kan injiceres og transporteres gennem naturgassystemet.

Loven har siden den 1. januar 2004 givet enhver naturgasforbrug i Danmark ret til frit at vælge naturgasleverandør eller at blive forsynet med naturgas fra et selskab med forsyningspligtbevilling.

Loven regulerer udøvelsen af transmissions-, distributions-, lager- eller LNG-virksomhed på grundlag af et bevillingssystem og indeholder bl.a. bestemmelser om adgang til transmissions- og distributionsnettet på grundlag af transmissions- og distributionsselskabernes offentliggjorte priser og vilkår.

Der er udstedt en række bekendtgørelser med hjemmel i naturgasforsyningsloven, som nærmere regulerer forhold såsom for eksempel naturgasdistributionsselskabernes indtægtsrammer.